Lavuk Entertainments festivaler generelt

Fra 2012 har organisationen LAVUK  afholdt Lavukstock; en endags-musikfestival for mennesker med psykisk og fysisk udviklingshæmning i københavnsområdet. Vi har lige siden stolt kunnet præsentere populære musikalske navne som blandt andre: Joey Moe, Kidd, Topgunn, Klumben, S!vas, Hatespere, Folkeklubben, Barbara Moleko, Lucy Love, Poul Krebs, Brødrene Olsen, Turboweekend, Søs Fenger, Johnson, Anne Linnet, Lis Sørensen, Djämes Braun og KATO.

Lavukstock-festivalen har været en succes fra start, blandt andet grundet det professionelle og tidssvarende program og den lave brugerbetaling, der kommer vores økonomisk sårbare målgruppe til gode. Festivaldeltagere er borgere med vidt forskellige funktionsnedsættelser samt deres netværk, venner og familie.

Der er afgjort potentiale for videreudvikling af konceptet, der gennem årene har haft held til at vokse på publikumsfronten og løbende nå et nyt niveau af kunstnere. I 2016 valgte vi derfor at ekspandere på festivalfronten, og fra juni til september det år afholdte vi hele tre musikfestivaler rundt om i landet – nærmere bestemt København, Odense og Hillerød.

I 2017 søsatte vi metal festivalen SLEM, som er vores bud på et fantastisk møde imellem borgere med funktionsnedsættelse og det etablerede metal miljø. Efter 2 forsøg på eget græs, rykkede vi i 2019 til det københavnske spillested Lygten station.

For at kunne gennemføre vores festivaler på bedste vis indgår Lavuk Entertainment partnerskaber med lokale aktører og organisationer. Det kommer der nogle stærke og sjove arrangementer ud af. Vi arbejder tæt sammen med resten af organisationen LAVUK, men har også haft stærke partnerskaber med LEVUK i Hillerød; en organisation med tilbud for unge mennesker med handicap, og i Odense teamede vi op med Pro4; et alternativt beskæftigelsestilbud som henvender sig til personer med nedsat funktionsevne.

Vi tror på, at samskabelse er vejen frem, og glæder os meget til at arbejde videre med vores partnere på festivalområdet, og undersøge mulighederne for at gro og vokse i nye spændende konstellationer.